Appropriering, system, bogobjekt. Litterære afpersonaliseringsstrategier hos den danske tresseravantgarde 1964-1970. 425 s. Roskilde Universitet 2009.

Talen, der indledte forsvaret, kan læses her.

I Weekendavisen skrev Lars Bukdahl en artikel om forsvaret.

Læs afhandlingen her.
NB. Kapitlet om kunstnerbøger, i hvert fald det indledende, er noget forældet. Læs i stedet for oversigtskapitlet i Danske kunstnerbøger (2013)

Afhandlingens resumé er flg.:


I afhandlingen analyseres den danske tresseravantgardes litterære eksperimenter med afpersonalisering i perioden 1964-1970 samt den poetik, der ligger til grund for disse. Tesen er, at den danske tresseravantgardes eksperimenter, men også det netværk (tidsskrifter, grupperinger m.m.) som disse eksperimenter udspringer fra, bør anskues i en transnational og tværæstetisk kontekst modsat den hidtidige nationale og litteraturhistoriske tilgang. I afhandlingen trækkes på nyere avantgardeforsknings påpegning af centrale karakteristika ved avantgarderne, nemlig deres heterogene karakter; deres organisering i ahierarkiske netværk; og deres transnationale karakter. Disse karakteristika er centrale for forståelsen af den danske tresseravantgarde og bestemmende for afhandlingens metodisk-teoretiske indfaldsvinkel: At tresseravantgarden på den ene side bør analyseres i et internationalt kunst- og litteraturhistorisk perspektiv, men at de helt specifikke konfigurationer ligeledes er centrale for forståelsen af tresseravantgardens netværk og værker.
I indledningen klarlægges afhandlingens teoretiske grundlag gennem en positionering ift. nyere international avantgardeforskning og ift. aktuel dansk litteraturhistorieskrivning.


I kapitel 1, Den danske tresseravantgarde og afpersonaliseringens poetik, bliver afpersonaliseringen i 1960erne inden for kunsten, litteraturen og filosofien analyseret i både et internationalt og dansk perspektiv. Den danske tresseravantgarde bliver analyseret på baggrund af dets konfigurationer og en afpersonaliseringens poetik bliver konstrueret og typologiseret ud fra et heterogent og spredt tekstmateriale. En poetik, der er kendetegnet af en vidtdreven afmytologisering og afpersonalisering af kunstnerrollen og værket.


I kapitel 2, Appropriering, analyseres approprieringsteknikker som teori og praksis i 1960erne. Via approprieringen, hvor et heterogent sprogmateriale stjæles fra fremmede kilder, formulerer tresseravantgarden en kritik af forestillingen om den originale forfatter og værket som et autentisk og ’dybt’ udtryk for samme.


I kapitel 3, Systemer og spilleregler, analyseres anvendelsen af systemer og spilleregler inden for kunsten i 1960erne. Den afgrænsede litterære anvendelse af systemer, der har været normen i dansk litteraturhistorieskrivning, kritiseres, og der plæderes i stedet for at disse eksperimenter bliver placeret i dén tværæstetiske og transnationale kontekst, der oprindeligt var baggrunden for eksperimenterne i 1960erne.


I kapitel 4, Bogobjekter, diskuteres ”bogobjektet” (artist’s book) som term og som fænomen i en medie-, kunst- og litteraturhistorisk kontekst. En delmængde af bogobjekter i 1960erne udgør, hævdes det i afhandlingen, ”tomme bøger”, der er eksempler på radikale afpersonaliseringsstrategier. Disse tomme bøger bør, hævdes det, både betragtes som en del af en bogobjekt-tradition, men også i dialog med parallelle eksperimenter inden for de øvrige kunstarter, hvilket former en interessant og nødvendig kontekst for forståelsen af disse værker.
I analyserne af værker af Bjørn Nørgaard, Hans-Jørgen Nielsen, Henning Christiansen, Vagn Steen og Per Kirkeby (i kap. 2, 3 og 4) analyseres eksempler på appropriering, systemer og bogobjekter. Afpersonalisering er som strategi ikke en homogen metode, men derimod en heterogen og individuel praksis, der spænder fra minimalistiske værker med en markant sproglig reduktion til værker, hvor afpersonaliseringen praktiseres gennem en vidtdreven sproglig inklusion af et heterogent materiale.


I kapitel 5, Tresseravantgardens omkalfatring og opløsning omkring 1970, bliver transformationen af eksperimenterne med afpersonalisering knyttet til den politisering af litteraturen og billedkunsten, der sker omkring 1968. Afpersonaliseringen erstattes herefter af en række forskellige tilgange, herunder politiske, ekspressive og aktivistiske. Dette analyseres via tresseravantgardens anvendelse af offset-teknikken samt i tidsskrifterne MAK og ta’ BOX (1969-1970).