ARENA KONTRA #4: Metrodigte - et (øjebliks)arkiv

Mit bidrag til forlagets Arenas småtryksserie.
Udgivelsen består af en transparent plasticpose med følgende indhold:
19 metrodigte,
1 metroessay,
3 fotografier
og 2 brugte metrobilletter.


Fra pressemeddelelsen:


"I foråret 2010 brugte forfatteren Thomas Hvid Kromann 14 dage på at studere kunstnerbøger i Paris. Han affotograferede bøger og byen, og de daglige metroture brugte han på at skrive metrodigte. Digtene, der udtænkes, mens toget er i fart og nedskrives, når toget holder stille på stationerne, udgør sammen med fotografier, billetter og et essay fjerde udgivelse i ARENAs småtryksserie, ARENA KONTRA. ARENA KONTRA ønsker at skabe en redaktionel og publicistisk platform for litterært materiale, der ikke umiddelbart passer ind i de gængse genre- og trykformater; det være sig poesi og prosa, interviews og artikler, oversættelser og essays, transskriptioner og tekstualiteter.

Denne udgivelse kan altså ikke købes, men man kan modtage den (sammen med de andre fine udgivelser i Kontra-serien ved at blive medlem af Arenas bogklub). Initiativet varede dog kun fra 2010 til 2011.

En reklamevideo for Arena Kontra#4 kan ses her.


Et metrodigt fra posen:

27/5/2010 Pyramides – St-Lazaire – Pigalle
Det er som om Paris
vil demonstrere hverdagstristessen
for mit forblændede blik.
Der er såmænd bare strejke, monsieur,
sagde hun i nationalbibliotekets afdeling i Rue Richelieu.
Den franske nationalsport, la grève.
Skulle have studeret Boltanski-boksen i dag, satans.
Så skal jeg komme igen i morgen.
Nu tager jeg til Montmartre i stedet.
Det styrtregner. Alle ser skuffede ud, hvis ikke ligefrem
vrede.
Det her er ikke et metrodigt.
Det er metrobrok.
Nu kom graffitien, tre sovende mænd og en
gammel dame tiggende på knæ. Glimrende.
Snart Pigalle.
Læste om Stangerup og Mademoiselle Ninette i går.
Begge er døde og formentlig for længst, Stangerup i hvert fald.
Alle hvide lugter af lig.


Fra det vedhæftede metroessay:

"Metrodigtningen kan kaldes for en øjeblikspoesi og det i dobbelt forstand, eftersom der tænkes og især skrives i løbet af et ganske kort tidsligt interval, men også fordi øjeblikket ofte indkapsles i form af konkrete iagttagelser. De fleste metrolinjer befinder sig under jorden. Der er ingen udsigt at henfalde til, hvorfor togstammens lyde og acceleration samt begivenhederne omkring den skrivende (en tigger, en gademusikant, folks samtaler, avisoverskrifter, egne gøremål) let skrives ind i metrodigtningen. Metroen er så at sige en metronom for metrodigtningens rytme. Metrodigtningen er en slags metronomiseret automatskrift. Den gennemsnitlige tid mellem de enkelte metrostationer i Paris er halvandet minut, dvs. at metrodigteren har halvandet minut til at udtænke linjen, der skal være klar, når metroen når til næste station og kun stopper i de få sekunder, der er nedskrivningens tid. Metrodigtningen udgør en øjeblikskunst (eller en ophobning af øjeblikke, hvis tidslige interval sjældent overstiger en halv time), der ikke skaber skitser eller kladder til det endelige, endnu ikke helt frembragte værk, men derimod instant poetry. Metroen i Paris, der består af flere hundrede stationer, giver selvsagt helt andre muligheder for at skrive lange metrodigte end den københavnske, selv når sidstnævnte udvides med Cityringens sytten nye stop."

Metroposen Metrodigte Metroessay Fotografier + metrobilletter