Georges Perec:
Verdens rum og andre tekster
Red. Thomas Hvid Kromann & Tue Løkkegaard

Oversat af Christian Yde Frostholm
Bogtilrettelæggelse ved Line Gry Hørup

Nomineret til Den Danske Bogdesignpris 2017

For første gang foreligger nu på dansk et rigt udvalg af Georges Perecs vigtigste essayistiske og eksperimentale prosaværker.Verdens rum – og andre tekster handler basalt om at se sig omkring. Hvilket kan være en udfordring – ikke mindst i en tidsalder, hvor nye teknologier til stadighed tvinger blikket ned på en skærm og filtrerer virkeligheden gennem den. Og heri ligger disse teksters aktualitet: som en opfordring til en rejse rundt i det tilsyneladende så almindelige. Sideløbende med sine romaner arbejdede Perec i 1970erne og frem til sin tidlige død i 1982 på tekster og værker, hvori han undersøgte vores helt almindelige hverdag. Som han selv skriver (i en tekst fra denne bog):
“Det, der sker hver eneste dag, og som gentager sig hver eneste dag, det banale, det hverdagslige, det åbenlyse, det fælles, det almindelige, det infra-ordinære, baggrundsstøjen, det vante, hvordan gør man rede for dét, hvordan stiller man spørgsmål til det, hvordan beskriver man det?”
Perec arbejdede som en art ‘rumforsker’, når han undersøgte de steder, hvor hverdagen udfolder sig. I Verdens rum zoomer han langsomt ud – fra siden og sengen til verden og verdensrummet. I en anden tekst præsenterer han minutiøst de tilsyneladende uanselige begivenheder på en tilfældig plads i Paris. Han opgør i andre tekster samtlige fødevarer han indtager et helt år og undersøger feriepostkortet som genre ved selv at skrive et utal af postkort. Ligesom han reflekterer over måderne at ordne en bogsamling på – og over måden vi inddeler og opdeler verden på. Vittigt og begavet og med spørgsmålene som drivkraft for skriften.
I det nye danske udvalg er inkluderet to hele bøger (Espèces d’espaces fra 1974 og Tentative d’épuisement d’un lieu parisien fra 1975) samt tekster fra de to posthumt udgivne antologier Penser/Classer og L’infra-ordinaire (fra 1985 og 1989).