Hybrider. Grænseområdet mellem litteraturen og kunstnerbogen.
De fleste kunstnerbøger laves af billedkunstnere. En række værker eksisterer dog i et grænseområde mellem litteraturen og kunstnerbog uden at det lader sig afgøre, hvorvidt værket tilhører det ene eller andet. Vi har valgt nogle eksempler, både nye og gamle, danske og udenlandske.

Montre 1
1. Morten Søndergaard: ”Numeralier” fra Ordapotek, 2010. Digteren som kvaksalver og ordkløver.

2. Anne Carson: NOX, 2010. Forfatterindens elegi over sin afdøde bror. Hverken tekst eller billede, men et mellemværende i leporelloformat.

3. Karl Johan Almqvist: Demokrati, 1951. Og da man spurgte Almqvist hvad ”demokrati” var, svarede han dem med denne bog. Efter næsten tomme værker allerede i 1930erne, fuldender Almqvist her sit projekt. Tavlen er vasket ren.

4. Daniel Spoerri: An Anecdoted Topography of Chance, 1962. Registreringen af genstandene, der stod på dét bord på dét tidspunkt. En tilfældighedstopografi, der indsamler de mange små historier, der knytter sig til de enkelte genstande. Og inkluderer oversætternes anekdoter, når værket oversættes til andre sprog.

5. Per Højholt: Volumen, 1974. Sidste stop på de tværæstetiske tresseres motorvej. Eneste Højholt-værk, der ikke kunne omformateres til de samlede digte.

Montre 2

6. Marc Saporta: Composition nr. 1, 1962. Hvor starter det? Hvor slutter det? Her vælger læseren selv. Bogen er boks og rækkefølgen til forhandling i dette tidlige avantgardeværk (genudgivet i 2011).

7. Julie og Ursula Andkjær Olsen: Have og helvede, 2010. Tekst og billede syes sammen.

8. Hulda Lütken: Moderen og Sønnen, 1933. En parodi på såvel datidens murstensromaner som den bibliofile tradition. Trykt på Sværvægtstrykkeriet! Et undtagelsesværk i en ellers seriøst Digterindes oeuvre. Minimalnarrativer i form af udklip.

9. Henrik Have: Pferde. 1972. En af forfatterens tidlige, fluxus-inspirerede ophobninger af billede og tekst. Nogle år senere gik billederne og skriften hver sin vej i Haves produktion. Men indtil videre holdes de sammen – af et sæt hvide stofhandsker.

Udstillingen kan ses i åbningstiden på Danmarks Kunstbibliotek, Nyhavn 2, 1007 København K, i perioden fra d. 5. januar til 28. januar. Denne udstilling er den tredje af en serie på i alt tre udstillinger af kunstnerbøger på Danmarks Kunstbibliotek. Serien er kurateret af Cecilia Westerberg og Thomas Hvid Kromann.

44_dkbib1.jpg
       
44_dkbib2.jpg